Vores etiske retningslinjer 

Hos Burson-Marsteller overholder vi naturligvis alle regler og gældende lovgivning. Men det er vigtigt for os, at vores kunder, samarbejdspartnere og øvrige interessenter derudover kan have tillid til, at vi arbejder professionelt med de opgaver, vi påtager os. Dette indebærer, at vi arbejder med høj integritet og inden for nedenstående etiske retningslinjer:

  • Vi er fortrolige samarbejdspartnere

    Som led i vores arbejde får vi ofte adgang til fortrolige forretningskritiske oplysninger. Sådanne oplysninger deler vi aldrig med tredjepart, medmindre det er aftalt med kunden. Fortrolige oplysninger gemmes, så kun relevante teammedlemmer har adgang hertil.

    Alle medarbejdere hos Burson-Marsteller er kontraktligt forpligtet til at iagttage denne tavshedspligt.

    Vi omtaler ikke vores kundeforhold over for tredjepart såsom beslutningstagere, journalister eller andre, medmindre det enten er en del af vores opgave at repræsentere kunden over for øvrige interessenter, eller medmindre det er aftalt. Dog forbeholder vi os ret til i forbindelse med salgspræsentationer eller oplæg til potentielle kunder at fortælle, hvilke andre virksomheder eller organisationer vi har løst opgaver for.
  • Vi er åbne omkring vores metoder

    PR- og kommunikationsbranchen udvikler til stadighed nye metoder og kanaler, der kan anvendes til at sprede vores kunders budskab, forstå det landskab de opererer i og til at komme i dialog med deres interessenter. Vi er som udgangspunkt åbne omkring, hvilke metoder vi anvender. Vi anvender ikke metoder, der kompromitterer kunden, branchen, medierne eller andre interessenters integritet. Vi spreder ikke falsk information. Vi udnytter eller manipulerer ikke tredjepart til at distribuere information uden deres vidende. Vi anvender ikke metoder, hvori der indgår økonomisk kompensation til tredjepart uden alle parters accept. Vi betaler ikke journalister eller medier for at distribuere budskaber heller ikke på vegne af vores kunder.
  • Vi er ærlige over for og på vegne af kunder

    Ærlighed er en forudsætning for professionel og værdifuld rådgivning - og er derfor et nøglebegreb for os. Når vi repræsenterer en kunde over for tredjepart, fortæller vi altid, hvem vi er og er altid åbne omkring, hvem vi repræsenterer. Når vi repræsenterer vores kunder over for tredjepart, er retvisende information og fakta vores vigtigste redskaber. Vi råder aldrig vores kunder til at tale usandt eller give falske informationer, og vi hverken lyver eller videregiver falske informationer på vegne af vores kunder.
  • Vi håndterer interessekonflikter åbent

    Det sker, at vi bliver bedt om at løse opgaver for virksomheder eller organisationer, der konkurrerer direkte eller indirekte med eksisterende kunder, eller at vi bliver bedt om at bidrage til at skabe forståelse for eller opmærksomhed omkring synspunkter, der strider mod eksisterende kunders synspunkter. Sådanne tilfælde håndterer vi med åbenhed over for både den allerede eksisterende kunde og den potentielt nye kunde, og vi spørger altid vores kunder om lov til at påtage os sådanne nye opgaver.

    Det er ikke altid helt klart, om en potentielt ny opgave er i strid med eksisterende opgaver eller kunder. Konkurrerende virksomheder kan have fælles interesser i en konkret sag, og to virksomheder i vidt forskellige brancher kan have modstridende interesser på et givet felt. Men i tvivlstilfælde konsulterer vi vores kunder.

    Vælger vi at påtage os opgaver for to parter med modsatrettede interesser, sker det således kun efter aftale med begge parter, og under forhold som begge parter føler betryggende.
  • Vi forbeholder os ret til at sige nej

    Som udgangspunkt er det vores opfattelse, at alle lovlige virksomheder og organisationer, der beskæftiger sig med lovlige aktiviteter, har ret til at blive hørt og forsøge at påvirke tredjepart gennem professionel kommunikation. Vi har ingen fordomme over for bestemte brancher, virksomheder eller synspunkter, men vi forbeholder os retten til at sige nej tak til at løse opgaver, der ikke er forenelige med vores etiske standarder, som ligger uden for vores kompetenceområde, eller som vi på anden vis ikke ønsker at påtage os.
Nyhedsbrev
*E-mail:
 
* Skal udfyldes
Bookmark and Share