Trainee i Burson-Marsteller
I Burson-Marsteller søger vi trainees i både forårs- og efterårssemesteret. Ansøgningsfristen for efteråret 2010 er netop udløbet, men hold øje med siden her, hvor vi løbende har opslag.
Nedenfor kan du læse mere om, hvad det vil sige, at være trainee i Burson-Marsteller.
Burson-Marsteller er et af verdens største og mest integrerede internationale kommunikationsbureauer. I Danmark er vi et effektivt og kompetent team af rådgivere, der er særligt stærke inden for krisekommunikation, Public Affairs, Corporate Communications, CSR og Change Communications. Vores kundeliste tæller danske og internationale virksomheder i alle størrelser, og hver dag arbejder vi tæt sammen med kollegaer fra hele verden.
Forløbet
Som trainee hos os bliver du udfordret på din faglige kunnen, og du får lejlighed til at samle en masse ny viden og konkrete færdigheder op inden for strategisk kommunikation. Du vil gennemgå et struktureret undervisningsforløb, hvor du løbende bliver rustet til at løse stadigt sværere opgaver. Tidligt i forløbet lærer du f.eks. at skrive en knivskarp pressemeddelelse og at pitche en historie ind til medierne, mens du senere i forløbet f.eks. kan få lejlighed til at arbejde med krisekommunikation og strategisk positionering. Undervejs vil du modtage undervisning fra vores rådgivere samt få lejlighed til at diskutere forskellige faglige problemstillinger med udgangspunkt i en konkret case. Du vil blive tilknyttet en seniorrådgiver, der vil fungere som daglig sparringspartner og coach igennem hele forløbet.
Dine opgaver vil spænde vidt, og i løbet af din tid som trainee vil du blive sat over for mange forskellige kommunikative udfordringer. Men selvom opgaverne som udgangspunkt er mangeartede, kan der blive mulighed for at aftale en overvægt af en bestemt type af opgaver, hvis dine evner og dine interesser taler for det.
Forventningerne
Som trainee forventer vi, at du bidrager med friske input og nye perspektiver. Vi forventer også, at du har mod på at trække igennem, når vi har rigtigt travlt, og at du er med på, at det ikke er alle opgaver, der er lige spændende og inspirerende.
Til gengæld lover vi, at du får en stejl indlæringskurve, og at du får opbygget et solidt fundament af kundskaber og erfaringer, som du vil kunne trække på i dit videre karriereforløb. Et ophold som trainee er ulønnet, varer typisk 4-6 måneder og vil blive tilrettelagt, så det passer med dit semester.
Dig
Det er ikke så vigtigt, om du studerer det ene eller det andet, men vi forestiller os, at du er i gang med overbygningen, og at du har en brændende interesse for kommunikation. Derudover forventer vi, at du er engageret i samfundet omkring dig, og at du kan begå dig på engelsk i skrift og tale. Endelig er det et krav, at du er rutineret bruger af PowerPoint, og at du er bekendt med de grundlæggende funktioner i Excel.
Yderligere info
Har du spørgsmål til forløbet som trainee, er du velkommen til at kontakte seniorrådgiver Peter Andreas Münster på 30 56 75 35.